Forestillingen 2015 - "Jomfruburet"

Tved Amatørteaters forestilling i 2014 ”Mød mig på Cassiopeia” blev en overvældende succes.
Det viste sig at man med stort held og knivskarp timing, godt kan ”skrue” lidt på velkendte og elskede teaterstykker og gøre dem meget mere morsomme end det oprindeligt tænkte.
Både vi og i særdeleshed vores publikum elskede at kunne grine højt og samtidig bevare sange som i en almindelig musical.
Det vil vi nu igen i år forsøge os med, dog i en endnu mere gennemført stil.
Derfor vil Tved Amatørteater her i 2015 nu forvandle sig til det omrejsende ”Piperske Theaterselskab” og opføre ”Jomfruburet”.
Det Piperske Theaterselskab er kendt af de fleste erfarne teatergængere for dets udødelige opførelser af "Svend, Knud og Valdemar".  
Hvem husker ikke Jytte Abildstrøm og Jesper Klein i tv-teatrets sort/hvid udgave fra Riddersalen.
Men selvfølgelig har denne teatertrup mere end ét stykke på sit repertoire.
De er alle præget af, at "Danmarks mest velmenende teaterselskab" desværre synes at være oppe mod en naturlov, som gør, at noget altid går galt.
”Jomfruburet” er det gribende syngespil om Franz Schuberts tragiske kærlighed, der gennemføres med flotte kostumer, stor nerve og entusiasme, på trods at truppens særprægede sammensætning, som både tæller direktør Pipers kone Laide, datteren Gylle og svigersønnen Birger.
Direktør Piper ser sig nødsaget til at fyre sin mandlige stjerne, den drikfældige Dollerup, men et rygte om en international operachefs tilstedeværelse i salen nødvendiggør genansættelse af Dollerup, og igen stiler Det Piperske Theaterselskab direkte mod kaos - men både Schubert og Direktør Piper frelses ved guddommelig indgriben.
Ingen tvivl om at latteren endnu engang kommer til at runge i Tved forsamlingshus.

Tved Amatør Teater - Tved, 5700 Svendborg

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk